Vildkatten Valde

Sidste efterår begyndte jeg at få en helt speciel kat i behandling.  Det var Valde, som er en vildkat. Han bor i et udhus hos Marianne, der er en sand dyreven. Hun har igennem årene haft mange katte – både inde og ude. Vores bekendtskab startede, da jeg healede hende elskede Maja-kat, som var terminal syg. Maja havde og har stadig en særlig plads hos Marianne, men alligevel er der midt i sorgen og savnet efter Maja et lys at finde. –  Valde!

Valde er mega sej, og han går ikke af vejen for en rask slåskamp. Han kæmper for sit territorium og for alt, hvad han har kært – (læs: sit eget liv). Valde er en kat, som energimæssigt kan sammenlignes lidt med Danny Zuko i musicalen “Grease”. Han vil gerne fremstå som en tough cookie, men indeni er han blød som smør og en sand kælepotte. Og ligheden slutter ikke her, for også Valde sætter sin frihed højt. Han vil ikke bo indenfor, selvom han godt måtte komme indenfor hos Marianne. Men han vil være herre i eget hus – og det er han så. Valde bor i Mariannes udhus, hvor hun naturligvis har sørget for liggepladser, puder og tæpper. Han får selvfølgelig også serveret mad morgen og aften. Her i artiklen vil der være en del direkte citater fra Marianne’s e-mails. Hun har naturligvis givet sin tilladelse til at jeg bruger dem her. Disse citater har jeg valgt at bruge, fordi de er en stor inspiration for mig, og vidner tydeligt om den tilgang, mange dyreelskere har til deres dyr og dyr i generelt.  Citaterne fortæller og vidner netop om, det ubetingede og smukke nærvær som dyrene skænker os.  Hvis blot vi har lyst, mod, hjerte og tid til at mærke det.

Dyrene kan lære os meget om os selv

Artiklens formål er at fortælle om, hvordan healing og telepati virker i processer og bølger. 

Hos mennesker er udviklingen ofte – først lidt frem og så nogle gange lidt tilbage – for så at gå fremad igen. Sådan er det også meget ofte med dyrene. Det levede liv er dynamisk – vi har alle vores egen frie vilje og netop den skaber ændringer og udvikling på alle tænkelige og utænkelige måder, hele tiden.

Derudover vil jeg gerne med denne artikel vise dig, hvor smukt et venskab, vi kan have med dyrene. Valde er en særlig vildkat og Marianne er et særligt menneske, og deres møde er næppe bare tilfældigt.  Jeg har mødt flere dyr og mennesker af samme type, og hver gang inspireres jeg både fagligt og personligt.

Det er utroligt givende, virkelig at mærke det engagement, hjerterum og den omsorg, der findes derude. Artiklen beretter også om, hvordan sessionerne med healing og input/telepati fra Valde samt sparringen med Marianne efterfølgende, går op i en højere enhed. Marianne er god til ord. Hun har været underviser, og så er hun et varmt og nysgerrigt menneske. Jeg håber du vil nyde artiklen og lade dig inspirere.  Brug gerne tid på at mærke ordene i Mariannes betragtninger og citater.

God læselyst!

En hård medfart

Valde er både en charmør og en sej fyr. Han har fået hår på brystet – på den helt rå og barske måde. Hans liv har hængt i en tynd tråd på et tidspunkt. Jeg har healet Valde og snakket med ham flere gange. Han foretrækker dog allermest den rene healing – uden alt for meget snak! – Ja, han ved hvad han vil (og også, hvad han ikke vil!) – ham den dejlige Valde.             

Jeg fik dog ind fra ham, at han engang var kommet til skade og havde slået sig slemt. Jeg fik vist billedet af en skovl, som lige når at ramme ham, inden han når at undslippe en høj og bred mandsperson. Dette billede prentede sig ind på min nethinde i flere dage. Heldigvis slap Valde væk på et hængende knurhår. Manden var tydeligvis en gammeldags bondemand, som ikke ønskede at have katte rendende – Ja sådan nogen er der så sandelig også, derude på landet en gang imellem.

Jeg formidlede det barske budskab til Marianne i den rapport, som hun fik tilsendt efter min fjernhealing af Valde. Som du kan læse nedenfor, blev hendes bange anelser bekræftet:

”Der er ingen tvivl om, at Valde har lidt stor skade. I vinters kunne han slet ikke gå/støtte på sit bagben, og selv om han selvfølgelig slet ikke var til at komme tæt på i den situation, kunne jeg godt udelukke, at han var ramt af en bil. Han var enten blevet sparket meget voldsom eller slået  evt. med en skovl eller lignende. Det var meget traumatisk ikke at kunne hjælpe ham på nogen måde, men han kom sig ved hårdt selvtræning.”

Miraklet med englen

Healingen og telepatien som jeg nævner ovenfor viste jo, at Valde var ved at miste sit liv til en sur bondemand med en stor skovl (ja hvem der egentlig var den største skovl her, vil jeg lade dig om at bedømme). Det smukke i denne session var, at jeg ganske få minutter efter, fik vist et hvidt og blåt lys, der strakte sig højt op mod himlen. Lyset udviklede sig på forunderlig vis til en hjælpende engel, som nærmest bar Valde indtil at han kunne hive/slæbe sig afsted ved egen hjælp. Ja jeg fik det ind som, at han stort set ikke kunne gå selv, men at – lyset, energien, englen – løftede og nærmest bar ham hen til Mariannes udhus!

Ja, Valde fik hjælp i 11. time og englen vidste, hvor der var ro og en kærlig sjæl, som ville både se ham og tage sig godt af ham. Sådan noget er helt vildt at opleve.

Jeg kan bidrage med egne oplevelser af, hvordan vi kan få hjælp og blive båret.  På et tidspunkt var fanget i det første snevejr – på sommerdæk!  Jeg måtte og skulle bare hjem til min lille hund, som var syg på det tidspunkt. Jeg var så bange og bad om hjælp (uden at jeg vidste det helt) og pludselig – op ad rampen til motorvejen blev bilen ”løftet” og jeg mener det virkelig. Jeg kunne ikke mærke vejgreb (der var heller ikke noget selvfølgelig) men samtidig kunne jeg bestemt mærke en komplet og stabil kurs og retning på bilen. Min hjerne kan ikke fatte at det kunne lade sig gøre, men jeg VED, hvad jeg MÆRKEDE den aften for godt 4 år siden.

Så der ER hjælp at hente, selv når vi tror at håb og muligheder er ude. Og husk at vi også sagtens  bede om hjælp – meget længe før det bliver så slemt. 

Her kommer input fra Marianne efter sessionen med englen:

”Og så lidt Valdenyt: Han bliver bedre og bedre til at kæle, på den måde, at han kan slappe mere og mere af i sin krop i længere tid. Jeg taler meget med ham om hans engel, som hjalp ham og fandt mig til ham, og fortæller ham, hvor glad jeg er for ham. Jeg fortæller ham, at englen godt kunne se, hvor meget slemt han havde været igennem. Den mente derfor, at Valde har fortjent tryghed og kærlighed i sit liv. Han skal bare give sig selv lov til at nyde det, for det er nu bestemt, at det skal være sådan – Valde er sådan en god lytter!  Vi er begge to så glade for, at du har hjulpet os.”

Den mest omsorgsfulde “ejer”

Vildkatten Valde er en af de meget heldige katte. Han er nærmest flyttet ind på Hotel Hilton – ude i Mariannes udhus. Hvis ellers han er hjemme til at modtage audiens, så kommer der hver dag 2 x 3 serveringer;  bestående af noget noget æg og noget whiskas (som alle katte tilsyneladende ynder at spise uanset, hvor fælt vi mennesker kan synes det lugter), og ikke mindst en skål med mælk og fløde topping. Valde er jo en rask og rørig fyr, som strejfer rundt derude på landet. Han har sine steder og sin ”katte-loge” som han mødes med ovre i en lade.

Det, som er så fint er, at selvom Marianne altid håber, at Valde er hjemme, så tøjler hun sit “besidderønske” og har respekt og forståelse for Valde’s frihed. Denne forståelse er blevet endnu mere udtalt og dybere efter vi har haft fjernsessionerne.

Deres relation udvikler, fordi de selv ønsker det – støttet af healingen og telepatien. Det er så smukt at være vidne til. I november måned sidste år fik Valde flere healinger, og efterfølgende er Marianne meget sød til at skrive til mig og fortælle om, hvordan det går.

10. november 2020

“Valde gør sig så meget umage, og han bliver så dygtig. I går havde vi to gode kælestunder  hhv. før morgenmaden og om eftermiddagen. Her til morgen havde Valde tydeligvis en formiddagsaftale, for han ventede kun på at få sin morgenmad, så han kunne komme afsted, tidsnok til at få rifter i sin lyserøde snude. Det blev kun til lidt spind og gniden sig op ad mine ben, mens serveringen blev klargjort, men der var ingen problemer med skålene. I eftermiddags fik vi så en dejlig nussestund. Den længste indtil videre; indtil han blev lidt for overivrig, og jeg måtte trække mig. Det, der er blevet anderledes, er, at han nu er helt afslappet, nærmest som en skødekat, når vi begynder at kæle. Jeg kan helt konkret mærke, hvor blød og afspændt han er i sin krop til at starte med. I dag varede det meget længe, førend han gik over gevind, og midtvejs kunne han faktisk geare ned selv. Jeg sagde til ham, at han var nødt til at slappe af igen, hvis vi skulle kæle lidt mere, og så tog han min underarm med begge forpoter og tog den halve hånd ind i munden, mens han så mig i øjnene. Så sagde jeg bare,” ja, Valde, nu kunne du jo godt bide mig, men det tror jeg slet ikke du vil” og så trak han bare bisserne så forsigtig hen over min hånd og gav den et lille bitte slik, og puttede sig ind til mig. Vi er nu der, hvor han får lov til at gnider kinder med mig, det vil han jo meget gerne, og han fået sit første “kys” på panden. Det kunne jo ikke fortsætte, men vi fik den bedste afsked indtil videre – meget neddæmpet, og han så ikke helt forvildet og bedrøvet ud som tidligere. Han så yderst tilfreds ud og lagde  sig roligt tilrette og så roligt på mig, mens jeg gik ud.” 

24. november 2020

“Jeg har været ovre hos Valde her over middag, og det var en meget blød og kælen Valde, der lå oppe på en  højt placeret plads, hvor vi kunne kæle. Det, der skete her, var noget nyt. Valde var virkelig helt blød i kroppen, og det eneste der dirrede var hans dybe spind, der snurrer i både ham og mig, når vi nusser.  Det var ikke så meget kæl, men mere en helt stille putte-krammer, hvor han lagde sig i min arm  og pande mod pande – bare så stille og kærligt – og i lang tid, men så blev  han lidt bulderbasse igen, men jeg sagde: “Valde, synes du ikke det var bedre lige før, hvor du var helt rolig”, og det syntes han så – en rum tid. Lige indtil han så ikke syntes DET mere  – Så trak jeg mig inden det udviklede sig. Så vi skiltes som gode venner. Men det kunne jeg jo kun fordi Valde ikke holdt mig fast. Så det var meget positivt, synes jeg. Derefter sprang Valde ned og spiste lidt”.

Man kan ikke tage det vilde ud af vildkatten.

Vi mennesker kan godt – når det går allerbedst – komme til at ville have mere og mere. Mere VIL have mere! Så kan perspektiv og frihed på sin vis godt ryge sig en tur, da vi pludseligt får tunnelsyn. Vi ser kun det fokus, vi selv vil. Det er menneskeligt og det sker – Det vigtigste er, at når vi kommer dertil, så er der rig mulighed for at få hjælp til læring og refleksion.

Marianne er en klog kvinde. så efter at hun forsigtigt havde udtrykt en form for ønske eller forespørgsel til Valde om hvorvidt han kunne have lyst til at komme ind i huset;  ja så fornemmede hun et meget klart svar fra Valde.  Og de ting, som kom frem i telepatien var,  at han ikke ønsker at give afkald på sin frihed og uafhængighed. Han nyder sine slåskampe og sit vilde liv på alle måder. For ham ville det svare til at få stækket sine vinger. Marianne er jo blot en omsorgsfuld og glad hotelvært, som selvfølgelig kun mener det godt. Men her satte vildkatten poten ned; “Jeg er og bliver en vildkat. Jeg har brug for luft i næsen og store vidder; uafhængighed og frihed –  Basta”

Efterfølgende opfølgning på sessionen: Her kommer, hvad jeg modtog fra Marianne omkring reaktionerne, som opstod:

December 2020

“Det har været meget anderledes denne gang med Valde, og jeg har tænkt meget over det. Valde var meget utilfreds med mig, da jeg kom over til ham efter sessionen. Han slog nærmest løs på mig med forpoterne. Dog uden at kløerne var fremme, men det var ikke venligt ment. Ikke som når han klapper mig i ansigtet og som når vi kæler. Først tænkte jeg, at han var sur over, at han først fik sin mad en time senere end normalt. Så det rettede jeg selvfølgelig straks op på.  Men så blev der jo lavet om på den faste rækkefølge – først kæl, så mad, Valde spiser, og imens ordner jeg hans soveplads. Han gad ikke rigtigt spise ret meget, men det er ikke usædvanligt. Så spurgte jeg ham, om han ville kæle lidt og klappede på kælepladsen. Det ville han tilsyneladende godt, men jeg kunne straks mærke, at han var dirrende i hele forkroppen.  Det er ikke gode tegn, så jeg var meget forsigtigt i min tilgang. Alligevel fór han virkelig på mig –  med klør nu, og bed rigtigt hårdt.  Så råbte jeg “AV” alt for højt.  – så nu blev vi begge to forskrækkede! Valde sprang ned, stirrede surt på mig og gik ud. Han gik lige over vejen til gården overfor. Han stoppede lige i indkørslen og så vredt tilbage på mig. Herefter så jeg ham ikke resten af den dag eller aften.” 

Næste morgen var han tilbage:

“Helt våd og lige ankommet. Han var stadig meget anspændt og med ”sur” hale. I tiden mellem dette og gårsdagens strabadserende Valde-møde, havde jeg tænkt mig en del om. Jeg var både ked af og skamfuld over, at jeg kunne finde på at bede Valde om at opgive sit dejlige, spændende liv; det vildkatteliv, som jo har konstitueret ham, som den fine kloge og stærke kat, han er.

Den kat, der har beæret mig med stor tillid og hengivenhed, og ved at turde nærme sig mig. Vise sine bløde sider, spinde, nusse og putte. Som tak ville jeg så have, at han skulle opgive alt det bedste han ved! – Jeg skulle skamme mig, og det gjorde og gør jeg.  Jeg sagde ”undskyld Valde, det var både tarveligt og meget dumt og selvisk gjort, at bede dig om at opgive din frihed, dine katte-kammerater og dit tilholdssted. Jeg har været meget tarvelig, og jeg håber du vil tilgive mig – Det jeg vil bede dig om er bare altid at være på vagt overfor alle de farlige ting, som Mette og jeg har talt med dig om. Og her tænker jeg ikke på menneskene, for dem ved jeg godt, du allerede er på vagt overfor, men især vejen og bilerne og ikke at gå i en fælde. Min kære Valde-ven, vil du være sød og tilgive mig? Det ville han så ikke umiddelbart, for han bed mig som bare pokker   hoppede ned og råbte gnavent på sig mad, som jeg jo straks ankom med. Efter han havde spist lidt, gik han igen demonstrativt over vejen, så sig gnavet over skulderen og forsvandt ved genboens gård.” 

Næste dag:

“I dag var jeg tilgivet   Der var stor spinde-putte– kæle-tur, med en helt blød og ”kysseglad” og hengiven Valde, og vi skød ”sveskesten” til hinanden med øjnene – i et væk. Nu skal jeg bare tilgive mig selv, og være taknemmelig for, at Valde leder mig på ret køl, når jeg er overgrebsagtig. Jeg forstår ikke selv, hvordan jeg kunne finde på at gøre, det jeg altid har fordømt og foragtet, både i forholdet til dyr, men også til mennesker. Alle kender vel de parforhold/ægteskaber/relationer, hvor den ene part tilraner sig retten til at lave om på den anden part? – Det er så ødelæggende for alt og alle – Det bedste i livet er jo ikke det, der er 100 pct. sikkert. For det er det samme som en gummicelle.”

At give slip er den største kærlighedserklæring

Selverkendelsen og indsigten, som kom til Marianne efter en vred Valde, viste helt tydeligt, at han sørme vil have lov at være sig selv!Det er også det der er  mit formål med denne artikel:  At minde os alle om, at vi ikke skal prøve at lave dyrene om. Ingen kan eller skal tvinges til at ændre sig, hvis ikke de vil.  Vi ved jo godt, at den største kærlighedserklæring til alle levende væsner er, at lade dem bevare deres frihed og selvstændighed. Disse to fundamentale rettigheder er netop en sund basis for at en naturlig udvikling gennem livet kan finde sted.  Og husk! Det gælder både for – Man and Beast!  I det følgende har jeg medtaget uddrag fra Mariannes mails hen over januar måned i år. Jeg synes de så fint beskriver ”dansen” imellem det at være omsorgsfuld dyreven, der er til stede med dyrene og samtidig kunne udvise tillid og give slip. Det er slet ikke let, men det bedste vi kan gøre er, at øve og øve os på det. Hvis vi holder fast på noget – selv med omsorg, kærlighed og den bedste intention, kan det også blive ”for meget af det gode”. Vi kender det måske fra den omsorgsfulde (og bekymrede) mor eller far, som blot ønsker barnet alt det bedste. Men hvis vi knuger barnet alt for hårdt, ender vi med at kvæle det. Dyrene kan heldigvis ofte selv sætte grænser, når det hele bliver lidt for meget.Men dyr er samtidig også sårbare, fordi vi ofte har gjort dem afhængige af os i forhold til mad, drikke og bolig. Så det er virkelig en delikat opgave at have husdyr eller passe de vilde dyr.

Her kommer Mariannes skønne betragtning omkring sig selv og Valde i januar måned:

9. januar 2021:

”Uha, uha! Valde var ikke hjemme til spisetid, og er det stadig ikke , Jeg tvinger mig selv til at tænke, at det er nu, at al snakken om Valdes frihed skal stå sine prøve. Alligevel pisker jeg frem og tilbage til kattehuset, for bare lige at…….. . Men koldt vand i blodet, som man siger.”

10. januar 2021:

”  Valde var hjemme igen her til morgen og i vældig godt humør. Han har nok brug for at sætte alle sejl til, nu hvor han har ligget underdrejet i flere dage pga. sneen. Nå, nu er det ikke kun for at dele min glæde over den fortabte “søn’s” hjemkomst   at jeg skriver igen, men fordi jeg ikke fik bedt dig om at sige undskyld til Valde, for at jeg ville tage hans frihed fra ham og bestemme over hans smukke dejlige Valde-liv. Du må også gerne sige tak til Valde, for at han fortalte os, at den gik bare ikke, og fordi han har tilgivet mig. – Han var bare så kær og glad i dag og ikke det mindste spændt i sin krop. Til gengæld var han meget sulten, så selskabeligheden varede ikke så længe, men den var helt uden konflikter.”

12. januar 2021:

”Jeg havde været i syv sind om, hvorvidt jeg skulle prøve at være hos Valde denne gang under hans session. Jeg valgte at tage springet og gik over til ham kl. 9.00. Det var en dejlig, dejlig oplevelse. Jeg har aldrig oplevet Valde sådan – og så i over en halv time! Han var så glad for at jeg var der. Spandt hele sessionen igennem. Lige indtil han ligesom fald i søvn mod slutningen. Jeg kan virkelig følge alt, hvad du skriver om healingen. På et tidspunkt sitrede hele hans krop, men han var på intet tidspunkt stresset og udadreagerende. Det var mere som et forstadie til totalt afspænding. Han puttede sig ind til mig, og vi “lå”  kind mod kind eller snude mod snude og så hinanden dybt i øjnene – og det trak altså vand  hos mig, det var så kærlighedsfuldt et blik. Han havde det så skønt. Jeg kan også genkende det med bagbenet for han måtte strække det helt ud flere gange.” 

21. januar 2021:

”…Valde er heller ikke hjemme i dag – det har jeg selvfølgelig konstateret indtil flere gange i løbet af dagen – en tosse er jeg! Maden var dog spist i løbet af natten, men han havde ikke været oppe på sin plads. Den godbid, jeg altid lægger på hans plads, når han er gået, (så der lige er lidt lækkert, når han kommer tilbage), var urørt. Så han har kun lige været forbi for at fylde maven.”

28. januar 2021:

”Tak for din mail; ja det er den dejlige Valde, der er kommet hjem fra sit lange eventyr. Ingen tvivl om, at det har han haft rigtig godt af i både krop og sjæl. Han har nu være hjemme i flere dage, hvor han bare ligger på sin putteplads og daser, og jeg får sådan en velkomst, hver gang jeg kommer. Han rejser sig op og står helt ude på kanten for at kunne møde mig med nogle mægtige kindhilsner. Sådan som glade katte hilser på gode kattevenner – Jeg er meget beæret over at blive regnet blandt dem  , Han er også blevet meget mere afslappet når vi kæler, og jeg tør nu nusse ham på brystkassen og helt ned mellem forpoterne. Jeg er blevet bedre til at læse signalerne og kan trække mig inden, der skal bides .”

Never Ending Valde Love Story

For mig er dette så vidunderlig en historie fra det virkelig liv om en vildkat og en kvinde, som bare elsker dyr. Det viser også at ja kærligheden overvinder alt. Og netop kærlighed af den ubetingede slags er dyrene specielt gode til. Jeg synes, det er så smukt at se, hvordan dyrene er et spejl for os mennesker på hjerte, mod, sårbarhed, styrke og tilstedevær, som rækker langt ind i nuet. Det er rørende og så fantastisk at være vidne til.

Det giver mig glæde og håb, at der er mennesker som Marianne, der gør så meget for dyrene.

Status fra februar måned i år:

 ”Valde og jeg har haft dejlige dage, men nu er han på tur igen; vejret er jo så fint. Det var første gang, han ville finde sig i at spise helt roligt, mens jeg stod tæt ved og så på. At se en kat spise er altid fornøjeligt, for når sulten ikke står for døren, er de nogle rigtige gourmet´er. Valde har tre skåle med hhv. lun mælk med en piskefløde topping, en med tørkost og en med vådfoder bestående af røræg med kødstykker og en pose Whiskas med sovs (aldrig gele ) Det er et syn for guder, at se Valde snuse flere gange til alle skåle, tænke sig grundig om, så smage på en tørknus for derefter lige snuse til mælken endnu en gang og så gå igang med rørægget. Hele manøvren handler om, hvordan han kan spise røræg med kød, plus lidt whiskas sovs uden at få de væmmelige tingester i munden, som producenten af Whiskas omtaler som kød, hvilket Valde bestemt ikke ser dem som – manøvren lykkedes til perfektion – han er en kat man kun kan være stolt af ”

“Valde” er for mig et billede på livet – på godt og ondt – og med alle de følelser og facetter livet nu en gang byder os. Han er også en fighter og en overlever – med hjælp fra Universet i form af energi, engle, healing og ikke mindst kære Marianne.

Jeg bliver dybt (be)rørt af at opleve deres relation og over at få lov til at være med på en del af deres rejse sammen.

“Valde” er en kærlighedshistorie for mig og for den er jeg dybt taknemmelig.

Tak Valde og tak Marianne fordi jeg måtte dele ud af den inspiration og de oplevelser, som I har givet mig.

Kærligste hilsner 
Mette