What a life…!? Jeg har tidligere skrevet om de udfordringer som kan være for den moderne hund, som jo idag, i den vestlige verden, har alle muligheder for at få mad, hvile og tag over hovedet. Men relationen imellem hund og ejer(e) kan nogle gange halte lidt, for mange har jo et travlt liv. De fleste skal bruge tid til arbejde, sport, børns aktiviteter og stimulering, ferier, sociale arrangementer. Så er det jo ikke svært at regne ud, hvornår hunden kommer ind – på en ca. sidsteplads – måske…!? Og nogle mere traditonelle adfærdseksperter vil nok også mene, at det er sådan det skal være. Hmmm. Men kulturen har muligvis ændret sig. Også omkring vores hunde og kæledyr. Ligesom man heller ikke slår børn over nallerne i skolen mere, så ved de fleste også godt, at hunden ikke skal straffes med hverken slag, have gnedet snuden i eget tis, når den ikke kan holde sig eller have time-outs i et andet lokale, hvilket må siges at være en sindssyg straf for et flokdyr… Det kan være du tænker – neeeeej sådan er det altså heller ikke hos os/mig. Okay – det er kun godt! For en hund er jo et levende væsen og har brug for dig/ejer, som er dens ledestjerne og et og alt.  Den har brug for mad, hvile, motion, stimulering og at være i en flok! Som så mest af alt består af en menneskeflok her i denne del af verden.  Er gode råd dyre? Ikke nødvendigvis meeen gode råd kan være ilde hørt! Nogle gange kan det vigtigste vej til healing og bedre trivsel være, at ejer erkender (læs: indrømmer) sin egen største andel af årsagen til at en hund mistrives eller viser symptomer herpå. Når ejer forstår at det forholder sig således, og det mest af alt er ejer som skal acceptere, indse og forstå at ALT hvad ejer tænker, føler og siger og særligt GØR eller IKKE GØR i forhold til sine omgivelser vil påvirke hunden. Eller som jeg siger “det går i hunden” om det er glæde, sorg, depression, angst, bekymring eller stress, så er det altsammen noget der påvirker hunden BIG time! Det er fuldstændig som med børn. De lærer også at mærke og afkode stemninger, skift og alt det usagte. I gamle dage mente man måske heller ikke, at børn kunne forstå så meget i en ung alder, men på dette område er der jo sket meget, og her ved de fleste at selv i foster tilstanden sker der optagelse af miljøet og moderens stemning og følelser.  Ligeledes kan en hvalp og en hund uanset alder også mærke og tage (uforløste) tilstande og følelser på sig.  Den moderne hund er stadig en hund Når alt det er sagt så skal vi naturligvis stadig huske, at en hund er et mere eller mindre selvstændigt væsen, som har grænser, personlighed og behov som alle andre levende væsner. Mange hunde kan bestemt ikke lide, at vi bøjer os ned over dem. Muligt kan de nærmeste omsorgspersoner godt, men en vildt fremmed på gaden som bøjer sig og snakker underligt for at være sjov eller blot komme i møde – eeejjj ellers tak. Så kan det let være at hunden gør, for nu er der fare på færde; Nogen opfører sig truende og mærkeligt.  Ligeledes kan hunde generelt ikke lide at kramme – de bryder sig ikke om at blive “holdt fast”, så når et lille barn der synes, at hunden er en dejlig levende bamse vil kramme den, så kan hunden sagtens finde på at markere. Det er ikke sikkert barnet opfanger dette signal (det skal forældre jo lære barnet og selv forstå også), og så ved vi godt, hvad næste step er. Ja så må hunden jo bide for at komme fri – det er eneste mulighed for at komme væk set fra dens perspektiv. Så vi skal absolut forstå, kende og respektere hundens dynamik, adfærd og grænser.   En hund har brug for ro, struktur og plads til at være. Hunden vil stadig gerne selv vælge, hvornår den har lyst til nærvær og samvær. Mange hunde kan dog godt acceptere, at dens grænser overskrides, for det vi også skal vide er, at hunden er oftest dybt loyal overfor ejer. Og ejer er også hundens livline (hunden er afhængig af ejer på godt og ondt), så her kan den godt strække sig længere end ellers. Det er også vigtigt, at vi har er bevidste om det ansvar vi har for ikke at misbruge den loyalitet. At lade hunden være sig selv.  Hunden lider i stilhed For ca. en måneds tid siden læste jeg en artikel i Weekendavisen skrevet af Iben Meyer, dyrlæge og ph.d. i dyreadfærd fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.  Hun skriver netop også om, at mange hunde lider i stilhed og finder sig i mere end de naturligt ville gøre. Det gælder ved alene hjemme problemer og derved en form for misforstået, understimuleret fremmedgørende tilstand, som kan gøre hunden både apatisk eller endog aggressiv. Det er som jeg tolker det – “for meget og for lidt fordærver alt”-problematikken, hvor vi hele tiden skal skabe balance – også med vores hunde og andre kæledyr.  Som Iben udtaler omkring hunde og grænseoverskridende adfærd fra menneskene:             “Det er jo heldigvis langtfra alle hunde, der reagerer aggressivt, når vi overskrider deres grænser, men der er nok en stor andel af vores hunde, der lider i stilhed”.  Et andet interessant eksempel, som kan synes harmløst (som så mange grænseoverskridende ting kan ved første øjekast) er, at dyrene har et kropssprog, som når den møder fremmede, der synes den er kær og vil klappe den ovenpå hovedet. Iben siger netop: “Jeg ser ofte hunde i gadebilledet, der bliver “passet op” af fremmede, og hvor jeg tænker:”Åh… det kan hunden vist ikke lide” (læs: at blive klappet på hovedet). “Så sidder hunden med dukket hoved, ørerne langt tilbage og smasker lidt, men den affinder sig typisk med det”, siger hun