Bare fordi hesten ikke gør noget væsen af sig…

Forleden havde jeg den hjertelige og store fornøjelse at telepatere med Daisy.

Jeg fik af Daisys ejer lov til at skrive lidt om relationen imellem hest og ejer med udspring og inspiration i Daisy’s historie og liv som det har været indtil nu. Det var netop de seneste år som ejer gerne ville vide mere om, fordi de lige har købt Daisy for nogle få måneder siden.

Så dette indlæg har stor inspiration og udspring i denne telepati, men jeg vil forsøge at skrive mere i det store perspektiv om, hvad der går sig en glad hest og et godt hesteliv.

Det som rørte mig var mange ting i telepatien, men især det med at Daisy er en hest som er “nem” forstået på den måde, at hun ikke har gjort noget væsen af sig. Når jeg talte med hende om, hvordan hun har haft det tidligere, så har hun ikke manglet noget som sådan. Hun har fået mad, stået i god boks, været på fold og haft et okay fint med sine fold-venner og andre dyr og mennesker. Men hun har været den hest som i virkeligheden er en ekstremt rummelig, sensitiv hest som har stort overblik.

Hun gør måske ikke så meget væsen af sig, og man kommer automatisk til at tænke på det dybe vand … den dybe grund. For selvfølgelig er der mere under overfladen. Og selvom Daisy har virket cool, calm og collected, så har hun OGSÅ har behov og ønske om at blive SET, ANERKENDT og taget sig af.

Hun har ønsket nærvær og omsorg, samt haft en stort ønske om at bidrage og have værdi for det miljø, som hun har været en del af. Det sker så nu og det er jo verdens bedste nyhed! Ejer omsætter og tager tingene til sig med lynets hast. Det er så flot!

Hesten (Daisy og andre heste som hende) er sikkert blevet glemt lidt, fordi hun ikke har haft nogle synlige fysiske udfordringer. Daisy er så nem er hvad jeg får at vide.

Og det har tynget og gnavet i hendes psyke og sjæl. Selvom man er rummelig og empatisk som hest så kan der jo godt være grænser for hvor fedt det er altid at blive ignoreret eller skulle vente og vente.

Derfor har hun på et tidspunkt været godt træt af det og både haft en tendens til at blive depressiv, men adfærden har været at hun var “uterlig” og “ikke til at regne med”. Sådan er det når en rummelig hest bliver forbigået (uden det var meningen sandsynligvis) nok gange og dermed misforstået.

Så må oprøret jo komme og det kan være at hun har haft lyst til at bide mere fra sig end hun overhovedet har gjort!

Det er mere for at sige til alle heste-ejere (og dyre-ejere i det hele taget) at de “nemme” dyr også har behov for nærhed, at blive stimuleret og passet på.

At ignorere liv længe nok – så forgår det liv og den gnist. Sjælen slukkes støt og langsomt.

Det er der ingen levende væsner som skal leve med. Derfor dette indlæg. Vi har tendens til mest at fokusere på bulderbasserne, og dem som har fysiske symptomer og ondt. Det skal vi sørme også. Men vi må bare ikke glemme de “nemme” heste i stalden.

Alt liv har ret til at blive SET!!

Alt liv har ret til at blive VÆRDSAT som det ER!!