Smukke dejlige Ella ligger her og kigger direkte med lys og ro i øjnene.
For noget tid siden fik Ella en session hvor jeg i løbet af 1,5 time gav hende rigtig meget healing og besvarede spørgsmål fra Ellas ejer. Hun fik healet et traume fra hvalpetiden, og hun fik også renset uro og negativitet af sig. Samtidig fik hun et kæmpe energi-boost på den måde at hun blev tanket op op op indefra og ud med lys, styrke og glæde fra healingen og den var ment til at skulle give hende grounding, ro og optimisme samt ikke mindst en robusthed overfor omverdenen. Så hun bedre kan rumme og ikke mindst undgå at tage verden så meget ind i sit nervesystem.
Ella var meget nervøs, bange og sky da jeg mødte hende hjemme hos hende første gang. Hun gemte sig under sofaen til at starte med, men kom ud derfra og gik ind i samme rum, hvor vi befandt os. Det i sig selv var stort fortalte ejeren mig. At hun overhovedet kom frem imens at jeg var der og så hurtigt kom ud fra sofaen. Jeg er jo overbevist om at dyrene mærker hurtigt og let energi, intentioner og velvilje. Og jeg er sikker på at Ella også godt vidste, at det handlede om hende og det var noget godt. Samtidig er Ella ret nysgerrig, så hun måtte jo nok se nærmere på den fremmede dame, som var kommet på besøg 🙂
Jeg rørte aldrig fysisk ved Ella da det ville have føltes som et overgreb for hende. Hendes problem er (nu:var) netop at hun ikke brød sig om særlig mange mennesker, og da slet ikke fremmede som jeg jo var. Så healingen foregik på afstand på trods af at jeg var i lokalet. Det handler om og er vigtigt at møde dyrene hvor de er, og ikke forcere eller tvinge noget ned over dem.
I dag talte jeg i telefon med Ellas ejer og hun gav mig lov til at skrive om Ella og sendte mig også dette vidunderlige billede hvor Ella bare ligger i sit rette element på sofaen og kigger (se ovenfor).
De udtalelser som jeg skrev ned fra Ellas ejer er følgende:
Hun har ikke det vilde blik i øjnene mere. Når der kommer en cykel på gåturen, så kan jeg tale hende til ro nu istedet for at hun kører helt op. Vi bruger den lange snor og det gør en positiv forskel for hende.
Når vi har mødt folk på vores gåture har de på lang afstand kunnet se at Ella var forandret og har spurgt til hvad der er sket. De har kunnet se at det er en helt anden hund. Det har simpelthen været en oplevelse over al al forventning.
Hun vil sidde på skødet af farmor, hvilket hun aldrig har villet før. Så det vakte også stor glæde. Hun tager også andre familiemedlemmer mere til sig nu.
Ella vil gerne med ud på ture igen. Hun kommer når jeg skal lufte den anden hund og hun vil med. Hun gemmer sig ikke i hjemmet på den samme måde mere og hun kan bedre udleve sin nysgerrighed som hun jo også har.
Når vi kører bil sidder hun bedre i bilen og kigger op og ud førhen sad hun og trykkede sig helt ned.
Det har været en meget positiv oplevelse (at have dig på besøg) og er gået langt over mine forventninger.
Ejer til Ella
Det er for mig den største fornøjelse når der kan ske så meget på kun en enkelt session. Og det er jo en stor hjælp for adfærden og selve forandringen, når ejeren er så åben og støttende for hundens velvære.
Jeg er bare så glad og dybt i hjertet danser jeg af taknemmelighed over at kunne og få lov til at hjælpe – TAK TAK TAK!