Der sker noget, når du en tid har været i harmoni med det guddommelige (forståes ikke som en Gud med skæg og et skarpt blik, men som den evige forsyningskilde af kærlighed).
Du begynder at føle på celleniveau,
hvordan tingene udfolder sig præcis,
som de skal, og i det tempo
og med den timing, de behøver.
Du begynder at have tillid til processen.
Du slapper af fra det konstante pres,
de fleste af os lærte under fødslen.
På et grundlæggende og mystisk niveau
giver du bare efter.
Ikke med den bitterhed, mennesker føler,
når de frygter, at (egoets) drømme ikke går i opfyldelse.
Ikke med passivitet,
da vi faktisk får vist de rigtige handlinger.
Senere slapper du af i en rolig nysgerrighed efter,
hvor flowet mon kan være på vej hen.
Du er både tilbagelænet og betaget af,
hvordan historien udspiller sig.
Du føler dig rummelig og modtagelig,
åben for det, der vil vise sig.
Du giver det hele plads til at blomstre.
Du stoler på, at det højeste
på den ene eller anden måde
vil folde sig ud til sidst.
Du ved, at med Gud som din kilde
behøver du ikke holde fast i en plan.
Og du klynger dig ikke til en ønskeliste
og fremmer ikke egoets dagsorden endnu mere.
Når du er i en periode med ro og afventen,
får du pusten og ved,
at hjulet vil dreje igen.
Du hviler nu, for når de rigtige
handlinger viser sig,
er der en masse, der skal gøres.
Du venter på tegn og timing
i stedet for at flå puppen fra hinanden.
Du har tillid til, at forsinkelser kan være velkomne.
Du stoler på, at forsinkelser kan være gode.
Du er sikker på, at alle forsinkelser er på sin plads.
Og du forbliver nærværende
blot for at bevidne
din egen fødsel.
Helt Åben – lad det guddommelige lede dig; Tosha Silver
